Den 6. februar er mærkedag for kampen mod kvindelig omskæring - "International Day of Zero Tolerance against Female Genital Mutilation".
D. 6/2 2013 udsendte EU en pressemeddelelse, hvori det bl.a. slås fast, at "vold mod kvinder og piger er ikke kulturelt. Det er kriminelt. ("violence toward women and girls is not cultural. It is criminal." Læs hele pressemeddelelsen her.
I samme anledning kørte en flok aktivister i Tanzania rundt i 8 dage og holdt oplysningsmøder om kvindelig omskæring. Organiseret af FN kørte en bus under sloganet "Caravane for change" helt ud til i de fjerneste egne af landet for at skabe opmærksomhed omkring problemet.
Et af FN’s 2015-mål er "at fremme ligestilling og styrke kvinders rettigheder" - kampen mod kvindelig omskæring hører under dette mål - men der er LANG vej igen. Hvert år omskæres ca 2 millioner kvinder.
Er du interesseret i at lære mere om emnet fra din sofa? Så smut en tur i Blockbuster og lej filmen "ørkenblomst" ("Desert Flower" ), som er baseret på en sand historie om den somaliske kvinde Waris Dirie, der flygtede fra sit hjemland og senere blev udnævnt til FN-ambassadør for kampen mod genital skamfering.
Storyteller og dokumentarist Linda May Kallestein har lavet en kortfilm om en piges omskæring i en masaistamme i Kenya. Filmen følger forberedelserne til 14-årige Marys omskæring, og Linda May Kallestein har venligst givet tilladelse til, at Masaikvinde bruger stillbilleder fra filmen her på siden.
En barsk dokumentar fra The Guardian, som beskriver, hvordan pigerne faktisk ofte er for unge til at føde, så deres underliv er ikke klar. "En omskåret kvinde, der skal føde, står på gravens rand", forklares det i filmen. Kvinder skal ofte skæres op, fordi de er alt for snævre efter at være blevet syet sammen efter omskæringen. Filmen viser også, hvordan aktivister i Kenya forsøger at indføre et alternativ overgangsritual, som ikke involverer skamfering.